Episode Transcript
Velkommen til den her episode af Bilpodcasten, og jeg er lige nu på vej ud for at besøge psykolog Mathias Lindekilden. Og det er jeg, fordi jeg skal snakke om vejværet med ham. Fordi det er sådan et tema, som er dukket op i medierne flere og flere gange her på det sidste. Se dig foran, mand! Har du trukket dit kørekort i en automat? Hvad sker der? Kør dig ordentligt! Og man har jo altid kendt det fra USA eller... alle mulige andre lande, hvor lige netop vejvrede, det er sådan noget, der munder ud i, at folk de springer ud af deres biler, og farer hen, banker spejlet af, eller tager en køl med, og hammer ned i motorhjelmen, og alt muligt andet, sådan helt ekstremt. Men der findes rent faktisk også vejvrede herhjemme. Altså når folk de lige laver en hasarderet overhaling, så kan man sidde og blive sådan helt ej, det kender jeg også fra mig selv, jeg kan også godt blive en lille smule ej, hvis der er en, der lige overhaler hurtigt indenom, eller gør noget i trafikken, hvor man bare tænker, det var fuldstændig
uhensigtsmæssig og bringer måske nogen i fare, jamen så dur det jo bare ikke, at man sidder der selv og bliver ej og har lyst til at gøre det samme eller køre helt op i røven af ham osv. Det skal man ikke gøre. Men det er sådan noget af det, at vi skal prøve at have drøftet lidt i dag, fordi hvor kommer det der vejvrede fra? Det er da lidt interessant, og man måske kan prøve på at tøjle det eller styre det på en eller anden måde. Så det er på vej ud til Mathias for at tage en snak om nu her. I dag er jeg taget ud til Mathias Lindekilde, som er psykolog, fordi det kommer til at handle om vejvrede. Og hvis der er noget, at man bliver lidt overrasket ude i trafikken, så er det det her med, at man lige pludselig kan møde en person, som enten kommer med voldsomme råb og hasarderede overhalinger og fokfinger og alt muligt andet. Så det er slet ikke særlig rart, når man oplever den situation. Der har lige været en undersøgelse fra GF-fonden, hvor de har haft 45 eller sludret 5.000
der har svaret på den her undersøgelse. Og det viser sig, at inden for de sidste tre måneder, der er over 50% været udsat for det her vejvrede. Så nu skal vi til at blive klogere på, hvad det er for en størrelse sammen. Men Mathias, har du nogensinde oplevet en situation, hvor man kan sige, at det her vejvrede faktisk kunne gå hen og blive noget alvorligt? Ja, altså om det ligesom er alvorligt, selve vejvreden ved jeg ikke, men bredden var jo min. Altså et eksempel, jeg kommer til at tænke på, og det var som ung, men altså, hvor jeg kommer cyklen af en relativt stor vej, og så pludselig, så er der en kvinde, der skal ind på tanken og tank, og hun har simpelthen ikke kigget efter, så hun kører ind, altså, sådan et stykke herfra mig, hvor det er lige, altså, 10 minutter fra død, og der kan man jo godt mærke, at man bliver fuldstændig alarmeret, og den der, ligesom, altså, vrede kommer op, altså, vreden over, at der er nogen, der ligesom, er tæt på at tage ens liv, ikke? Og der cykler jeg jo hen, og ligesom,
banker på vinduet, og hun ruller ned og er helt overrasket, fordi hun ved jo ikke, hvad hun har lavet, og siger, er du godt klar, at du er ved at køre mig ned? Altså, hvad laver du? Du skal kigge dig for. Og der kan jeg jo mærke den der røde, der kommer op over, at der er en, der gør et eller andet i trafikken, som jo også er det, vi skal snakke om i dag. Men det er godt at høre, at det også kan gå galt for psykologer, at det ikke kun er os andre dødelige. Ja, og igen, galt og galt, altså man kan sige, Det er vel også på sin plads at gøre opmærksom på, i sådan en situation, at der skulle hun altså have kigget sig for. Men man skal selvfølgelig stadigvæk gøre det på en ordentlig måde, og man skal jo ikke overfalde hende, eller hendes bil, eller nogle af de ting, som vi kan høre om i medier osv., der foregår, når det her vejvrede kommer i gang. Fordi hvis vi lige skulle definere det, altså du var også inde på det, men hvad er vejvredet sådan en definition? Så der kigger man jo ligesom på adfærdsdelen i det.
Der siger vi, at vejvrede er det her vrede, der foregår mellem trafikanter i trafikken, og giver sig udtryk af råb og tegn og fakta, og nogle gange også spark og slag på biler, og sjældent heldigvis, men i yderste tilfælde, altså vold og jo også drab, må vi også sige, der forekommer jo, men det er så heldigvis meget sjældent. Det har jeg heldigvis ikke hørt så meget om i Danmark. Nej. Men det er rigtigt. I USA, der kører de jo rundt med pistol. Det er der også nogen, der gør i Danmark. Men altså, man har set og hørt om, at der er nogen, der kører rundt med pistol og nærmest skyder efter hinanden, fordi der er blevet lavet en hasarderet overhaling. Ja. Og det kommer vi til at snakke om senere, men det kan jo skyldes mange forskellige ting, men det lover vi, at vi vender tilbage til. Men jeg vil også lige nævne en situation, hvor, det er jo lidt en sjov historie, men
Men i forbindelse med, at det var dengang, hvor jeg var i lærersomtømmer, så sidder vi fire gutter i den her bil, og på vej hjem, det er en lejt bil, på vej hjem fra en arbejdsplads, og lige pludselig, så er der en, der kører hazarderet inden foran, at min chauffør eller min makker der, der sidder og kører bilen, så hammer han så hårdt i rattet, at airbaggen den eksploderer. Og vi andre er jo sådan helt paf, fordi vi synes jo, det var en voldsom reaktion, han havde haft der. Men heldigvis så slår det jo så over i latteråret, at den her airbag er eksploderet, og han skal op til mester og så sige, ved du hvad, der er altså gået en airbag i bilen, fordi jeg ikke kunne styre mit ræde. Men det er jo bare et eksempel på, hvor voldsomt er det, og hvor hurtigt, at det kan gå galt. Ja, og lidt lignende, det jeg kom med, det er jo på en måde den samme situation, hvor der er en, der ligesom kører ind foran, og man bliver ligesom, man føler sig jo troet på sit liv, nu ved jeg ikke, hvad situationen var,
Ej, jeg tror måske, at han var lidt mere aggressiv, end du er. Ja, det kan være. Det er muligt. Nu kender du mig ikke, ej. Nej, nej, det er jo det. Men Mathias, vi skal også lige høre lidt om, hvem du er, inden vi dykker sådan helt ned i det. Og hvordan det kan være, at du er blevet psykolog. Jamen altså, jeg har altid været nysgerrig på verden og på mennesker. I starten var det mere sådan, hvad skal vi sige, det naturmedskabelige. Jeg troede i mange år, at jeg skulle være ingeniør eller et eller andet, eller opfinder eller sådan nogle ting der, men det er også derfor, som vi har snakket om det der, men jeg synes, det er vældig spændende med den her bilpodcaster og den her udvikling inden for elbilerne og så videre. Så det er også noget, jeg går op i, skal jeg lige sige, udover at være psykolog. Men på et tidspunkt skiftede det ligesom fra det der undrende på verden og fænomener til ligesom, hvad er det mennesker? Det er jo på en måde det mest
forhånden at vi er mystiske, altså menneskesindede, og hvorfor gør vi, som vi gør, og hvad skaber mening i et liv, og hvad går det hele ud på? Det kender jeg både fra min bedre halvdel, men også fra byggepladserne, når jeg er ude og være byggelad. Nogle gange så forstår jeg simpelthen ikke, hvorfor det er, at den anden person reagerer, som han eller hun gør. Det er jo virkelig forunderligt. Så det synes jeg er blevet spændende. Og så den her trang til ligesom også at hjælpe og hele osv. Først så begyndte jeg faktisk som læge, Eller læste læge, men det var mere over i det psykiske der. Og så var det på en måde mere oplagt at læse psykologi, end at skulle igennem en kæmpe lang lægeuddannelse og blive psykiater. Så det var nogenlunde sådan. Ja, at det hele der startede. Og vi sidder i din klinik. Om hvor længe har du haft den? Jeg startede ret tidligt med at samtale med mennesker, også da jeg begyndte at læse. Så det har jeg gjort i 18 år nu, tror jeg.
Okay. Og så blev jeg jo færdig, og så har jeg været igennem forskellige ansættelser, og gjort det ved siden af, og så på et tidspunkt for en ti år siden, tror jeg, det blev det, jeg gjorde kun. Nu ved jeg, at inden for psykologi, der er der jo ofte nogen, der specialiserer sig i forskellige ting. Ja. Hvad har du specialiseret dig i? Jamen altså, det svarer lidt til det, som en almen praktiserende læge, altså det er det, at man ligesom, altså mit speciale er psykoterapi, altså samtalen, men det kan jo være mange problematikker, mennesker kommer med, som de gerne vil tale om og have hjælp til. Det kan være angst og stress og depression, og det kan være problemer i relationer og parforhold, og apropos i dag, problemer med at regulere følelser og vrede og sådan nogle ting. Så det er sådan nogle ting. Altså de mere, hvad skal vi sige, tungere ting, altså som
altså mere alvorlige psykiske lidelser. Det er jo ikke psykiatrien, man får behandlet det, og systemet er ikke lagt op til, at vi enkelte privatpraktiserende psykologer skal sidde og gøre det. Så hvis vi ser på hele spektret, i den lettere afdeling, jeg kan tage mig her i som privatpraksis. Ja, fordi ellers så er det ved steder, hvor de bliver indlagt i forbindelse med... Ja, så er det psykiatri og indlæg. ambulans. Okay. Nå, Mathias, det er jo en bilpodcast, så jeg bliver jo nødt til at spørge dig, hvad for en bil kører du i? Ja, jeg kører i en Tesla Model 3, som vi købte lige da de kom, eller ikke lige da de kom, men lidt tid efter, så vi kunne få den brugt. Ja. Og det var helt klart det bedste på det tidspunkt, altså med rækkevidde, og jeg vil gerne have et traks, så jeg kunne køre lidt rundt med en trailer og så videre, og de tænkte, at der var ikke andet oplagt valg end det, det var der ikke. Nej.
Der er sket rigtig meget indenfor elbilsværelsen. Nu har du jo lige pludselig virkelig mange valgmuligheder. Og det er rigtigt, det havde man ikke tilbage i 2020. Der var der altså ikke ret meget at vælge. Nej. Nå, vi skal tilbage på sporet, eller på vejen igen, så dykke lidt ned i det her vejevrede. Men kan du fortælle lidt om, hvad vejevrede det er, og hvordan det er anderledes i forhold til al mulig anden irritation i trafikken? Ja, altså det der er specielt ved vejevrede, det er jo, at Altså at, altså måske vi skulle starte et andet sted så at sige, at der er forskellige ligesom former for vejvred. Altså der vil være nogle mennesker, som er vrede, altså har et vredesproblem, og der er det så et sted, det udspiller sig også. Men det er også ligesom,
mister besættelsen, og lader temperamentet leve af med sig, og sådan nogle mennesker, ja, er der selvfølgelig, men der er også mennesker, hvor det er ret, altså, ret afgrænset, og det er der, de ligesom bliver røget, og det er jo interessant, synes jeg, som psykolog, og ligesom, altså, hvorfor er der nogen, der ligesom, er nogenlunde ligesom reguleret, og så der, der ligger det helt, Ja, og det er jo faktisk mit næste spørgsmål, det er, hvordan det kan være, at lige nøjagtigt, når du sidder i din bil, så har du en tendens til bare at blive ekstraordinært sur, hvis der er nogen, der gør noget, som ikke er inden for lovens rammer, for eksempel. Ja, altså, der er flere ting i det, min erfaring fra, når jeg ligesom snakker med mennesker, det er, altså, en ting, det er noget med det der, som vi var lidt inde på i starten, eller i hvert fald jeg selv følte, jeg bragte ind, det er jo det der med, når man ligesom, altså, når vi ligger og kører i bil, og
og har det rart at hygge os, så kan vi jo slappe af. Men et eller andet sted, tror jeg, i vores underbevidsthed, der er noget i os, der godt ved, at det her er pissefarligt. Altså, vi kører 130 km i timen, og hvis det her går galt, så er der rigtig gode chancer for, at vi i bedste fald kommer alvorligt til skade, og i værste fald dør af det. Og det tror jeg faktisk godt, at vi et eller andet sted ved. Og derfor tror jeg, at vi er lidt på dupperne, selvom vi slapper af, hvis det ikke er meningen. Så det er sådan en på en måde. Altså noget helt naturligt, som vi gør hver dag. Mange af os kører i bil, og man snakker med dem, man kører med, og har det rart. Det er faktisk en intensiv situation i virkeligheden, hvis man sådan lige kigger på det. Og bevæger sig med 140 km i tid, eller 130 km i tid på en motorvej, for eksempel. Sådan har jeg ikke tænkt over det før. Men jeg har ikke helt tænkt lidt over det her med, at du sidder jo også i dit eget safe space. Der er jo ikke rigtig nogen, altså det er dit hjem,
Og lige pludselig er der nogen, der truer dig i dit hjem, fordi du sidder inden for den her trykkeramme, som bilen jo også er. Og så skal der måske også mindre til. Ja, altså det er klart, at der er den der afstand, kalder vi det, mellem trafikanterne. Altså man er ligesom på en måde anonyme på en eller anden underlig måde. Samtidig med, at man er enormt intim på den måde, at man jo ligesom, altså igen, holder hinandens liv i hænderne. Altså hvis man kigger ned i mobiltelefonen på det forkerte tidspunkt, så kan det betyde, at ens medtrafikant dør. Så det er jo den der... på en måde en intim situation, at have hinandens liv i hænderne. Og samtidig, så sidder vi jo også ligesom isoleret, som man jo også gør, når man eksempelvis chatter på nettet, eller kommenterer på et eller andet opslag på de sociale medier, hvor vi nogle gange kan se, at det også stikker hele dag. Og der er det min erfaring, at det har noget at gøre med det der med, at man har ikke hele personen, ligesom du og jeg sidder her nu, og vi kan mærke hinanden og se hinanden og aflæse hinandens udtryk, og vi har ligesom fået en samtale i gang, og
Og begynder at lære hinanden lidt at kende. Så det er ligesom Selvfølgelig jo ikke fuldt hele mennesker, Vi kender jo ikke hinanden fuldstændig, Men der træder en palet frem Det gør der ikke, når du sidder i den bil. Så er den anden ligesom bare en anonym Altså Fører af et køretøj Og det gør, at det er meget meget nemmere Når man så bliver tricket På ens vrede, Og så ligesom giver den fuldt skrald der Altså vi kalder det, altså, der går forskellige forsvarsmekanismer, Men det kommer vi også sikkert i, springe senere i gang. Altså, men for eksempel det, der hedder splitting, hvor man ligesom håndterer nogle følelser ved ligesom at gøre en person, altså, enten god eller dårlig. Altså, sort-hvide. I det her tilfælde er det så dårligt. Altså, han kørte ind foran mig der, så han er en idiot. Ja, du ved jo ikke hvorfor. Han kunne jo risikere at gøre virkelig, virkelig travlt, fordi han er på vej på sygehuset. Han er på vej på sygehuset. Han skal på skadestuen, det skal være nu.
Altså kæresten har ringet og sagt, at den er helt gal, og mor hun ligger ved at... Du skal simpelthen komme hjem nu, og så kører han alt, hvad han kan. Men den nuancering, den har man ikke, når man har den anonyme person der. Og så er det meget nemmere at lave det der split og sige, fuck hvor er han dum. Det er det, vi ved om ham. Han er dum. Og andet ved vi ikke. Plus du kan også selv sidde med tankerne et helt andet sted, eller være i et bestemt humør jo. Ja. Så det er også en anden faktor, altså den tilstand, man selv er i. Men det der, du bringer ind med afstanden, det tror jeg er rigtig vigtigt. Og så er det også mit indtryk, at mennesker bruger det, altså, men det er igen, der er forskellige typer af vejevrede, som vi også kan nuancere, men den type, hvor man ligesom bruger det som ventil, det minder, altså, hvor den ene der med afstanden, det minder lidt om det der med de sociale medier, man ligesom på en måde tillader sig at køre ud af en tangent i forhold til en anden person, og ikke ligesom
holder tonen eller er nødt til sådan i debatten. Og det andet, det minder lidt om det, jeg tænker på med fodboldkamp for eksempel. Altså det er også mit indtryk, at det kan være en ventil, hvor mennesker ligesom tænker, okay, altså nu går vi ligesom til hverdag og civiliserer og går på arbejde, og så er der fodboldkamp, og så må vi ligesom gå amok. Og så må vi råbe og skrige, og vi må alt muligt, eller en julefrokost, hvor man ligesom slipper tøjerne til os. Altså der er ligesom sådan nogle steder, hvor vi ligesom får afløb, eller mener, vi har lov at få afløb. Og der tror jeg for nogen, at det er mit indtryk, at der er trafikken. Det er sådan et sted, hvor man ligesom, det er der, man ligesom kan komme ud med den røde, man ellers ikke sådan ligesom tillader sig at udtrykke, når man sidder face to face med en menneske. Ja. Nu var jeg lidt inde på det før, men altså der kan jo både være bestemte personlighedstræk, som kan udmåle det her, men der kan også være bestemte humør tilstander, du kan være i, som gør, at du reagerer anderledes. Men hvordan kan det være? Altså hvad er det, der spiller ind der?
Det temperament, du er født med, altså vi kalder det, det som man ligesom har med sig, når man kommer til jorden eller bliver født, altså det kalder vi temperament. Det vil sige, det er noget med gener og noget med den konstitution, man har. Og så er der ligesom den måde, man bliver præget på. Og det danner sig til sammen personligheden. Og nogle mennesker kommer her til ligesom forsigtige og stille og rolige, og nogle er nogle mere bullervasse og mere aggressive osv. Så det spiller ind, det der temperament der. Og så spiller det selvfølgelig ind, hvordan man ligesom bliver mødt i det og vokser op. men det er på en måde lidt interessant, fordi hvad er det, der gør, når vi ikke kan styre vores temperament, og vi kommer ud i sådan nogle situationer, og også i trafikken, altså det er jo, det er noget med, at man skal prøve at forstå, at vrede, og så ligesom, det vi gør, er egentlig to forskellige ting. Så i virkeligheden, når vi har de her scener, hvor mennesker hopper ud af bilen, og hiver baseballballet frem, eller også som, man kan læse i en artikel, vi så for nylig, det der med en ung kvinde, der ligesom bliver slået ned, fordi at,
at hun bremser op i forhold til en billigst, der er lige bag hende. Og hvad er det, der sker i sådan en situation? Der sker det, at den her person lynhurtigt farer op i bræddesniveau, og så går man egentlig i alarm i sin krop. Altså personen her, det var så en mand i det tilfælde, hans krop, den bliver, hvad skal man sige, for at sige det populært, larmet af angst. Det lyder underligt. Men en person, der ligesom er i effekt af at gøre noget, altså uansigtsmæssigt, er der egentlig et højt angstniveau i nervesystemet, og det er det, der gør, at nogle af de der centrehjerne, som normalt kontrollerer og gør, at vi reflekterer osv., de er udspillet. Altså det er lidt ligesom en sikring, der går, ikke? Og så er der ligesom fri adgang til de mere primitive impulser. Det synes jeg er interessant, det der med at tænke på, at en eller anden bullerbasse, som ligesom kommer frem, og med et baseballbat osv., faktisk er, altså
er i så høj, altså man kunne kalde angstniveau, at hjernen er slået fra. Det kunne det godt være, eller det er det måske ofte, angstniveauet, at der gør det. Men det kan jo også godt være, som du selv siger, noget som hans temperament er blevensårende over tid, fordi det er den opvækst, han nu har haft osv., der kan jo være rigtig meget, der ligger bagved. Men for rigtig mange mennesker, og især mennesker, som søger hjælp til deres vej, de ved jo godt, at de har et problem, og der er noget, de ikke kan styre. Og der er det faktisk altså deres arousal i situationen, altså på en måde, man kunne sige, en frygt for deres egne følelser, som de så derfor ikke tør være i kontakt med, der gør, at de paradoxalt og tragisk nok agerer voldeligt. Så det er på en måde en frygt for at gøre noget, man ikke skal gøre, der gør, at man kommer til at gøre noget, man ikke skal gøre.
Hvis det giver mening. Jamen det giver rigtig god mening, og nu har vi også snakket om situationer, hvor det opstår pludseligt. Men kan der være en situation, eller det kan også godt være, at du bare er sådan som person, men er der nogle ting, man skal prøve at holde øje med, altså nogle signaler, man kan holde øje med, hvor man får en fornemmelse af, okay, nu kan jeg godt mærke, nu er det ved at gå galt med min vejvrede. Ja, altså det vil jeg jo sige, altså man skal jo på en måde lære det, vi kunne kalde at monitorere sig selv, eller ligesom have en selv awareness eller selvreflektion. Det der er udfordringen, det er jo, når vi kommer op mod det punkt, hvor sikringen går, så er man jo ikke i kontrol længere. Og hvis det går hurtigt, det skifter fra, at man er rolig, hvad det jo nogle gange gør, til man er i affekt. Så er det faktisk vældig svært at stoppe sig selv der. Men det kommer jo nok lidt an på, hvor bange man har været i situationen. For eksempel der med cyklen, hvor du følte, at du var ved at blive kørt ned, og
du så dit liv passere, der er man jo virkelig blevet bange. Der er man ikke sig selv. Det område i hjernen, der hedder frontallapperne, altså det, der sidder her over øjnene, som styrer og regulerer, det er også det center, der bliver sat ud af spillet, når vi bliver påvirket af alkohol, for eksempel, og mister vores hændinger. Det center der, det er ikke op at køre i sådan en situation. Og så kan man ikke ligesom, du vidste jo også godt, du skulle tælle til 10, det er ude der, så man skal på en måde fange det før, Altså man skal være et skridt foran sig selv. Det er en udfordring. Ja, det er en udfordring. Altså det er en hjælp, hvis man kører med nogen, fordi andre mennesker kan se det. Altså andre vil som regel godt kunne sige, altså hvis der er en, der ligesom kører op og dytter osv., og du kører med dine gode venner og sådan noget, så vil du godt kunne frem til at sige, altså Mathias, nu skal du lige ro på nu. Ja.
at fange derinde, men hvis du først selv har kørt ind i det, så er det svært, så man skal forebygge på en måde. Og det er jo også det, som mennesker, der kommer til mig, som har problemer med deres fred, det er jo derfor, de kommer. De kommer, fordi de har erkendt, at de kan ikke styre det, og at de bliver nødt til at arbejde med nogle ting, sådan så, at der er noget, der lander ind i dem på en måde, hvor de bliver mere fleksible og i stand til at stoppe sig selv, inden det ligesom Og kan man sige, at der kan være nogle teknikker eller noget, at man kan bruge for at dulme det? Hvordan kan man arbejde med sig selv i forhold til det? Jamen altså, nu bliver det så lidt selvmodsignet, fordi jeg sagde på en måde lidt før, at der var ikke noget at gøre. Det passer jo ikke helt, fordi sådan en simpel og gammeldags råd som at bruge væretrækning, det virker til en vis grad. Altså fordi, når vi har det her arousal her, altså så og hjernen skal ligesom falde til ro
så er det nogle ret primitive centerhjerne, der er i spil. Det er det, vi kalder reptilhjerne. Det vil sige, at de komponenter, eller den hardware, vi på en måde deler med krybdyr. Normalt forbinder vi os med simpanser og abe, og de væsener er ret tæt på os, og så siger vi, at der er pattedyrne, og så kommer krybdyrene, og så vil vi være langt væk fra os. Men vi har faktisk, på det her niveau, vi snakker om nu, det instinktive niveau, der er det nogle af de samme hjernestrukturer, vi har, og derfor kalder vi det. Den er selvfølgelig non-verbal, fordi krybdyr, de taler ikke. Så du kan ikke snakke til den del af hjernen. Men ved at trække vejret, så kan du non-verbal kommunikere til din hjerne, at prøv at slappe af. Der er ikke nogen farve på færd. Den der løve, der er ved at æde dig før, den er passé, så nu kan du godt slappe af. Men kan du sige noget om, hvad for nogle typiske årsager ser du i forhold til det her med, at vejvreden...
eksisterer i blandt nogle af dine klienter? Er der nogle typiske årsager til, at den kommer frem? Ja, altså, som du også var lidt inde på før, så er det klart, det er jo, altså ud over ens temperament, og trækker det der, og det man har været igennem, altså i sin biografi, så er det selvfølgelig også ens tilstand, altså om man er stresset eller presset i sit liv. Og der er det klart, jo mere ligesom pres der er på, det kan være på hjemmefronten, det kan være i karrieren eller arbejde, eller ligesom typisk det vi ser begge dele, og så begynder det at blive vanskeligt. Jamen så kommer vi til at snakke lidt om, hvordan du så som psykolog kan arbejde med en person, som har det her problem. Og det kommer jo, jeg er godt klar over, i en situation, hvor der opstår et eller andet, hvor du føler, at der er virkelig livsfare. Der er det svært at gøre ret meget. Men den anden situation, hvor der kan være noget andet. Ja, altså sådan en typisk klient, som har det her vejvred, det vil være en person, som kommer for at få hjælp
til sin vrede, typisk. Altså, de mennesker, jeg har mødt flest af, der er det ikke den der, hvor det er isoleret. Altså, hvor det er ligesom et afløb, eller det er noget, man bruger ligesom, hvis man er huligan, og så bruger man ligesom det miljø til at komme ud med nogle aggressioner, der er afgrænset. Det er det ikke så meget, dem jeg møder. Jeg møder flest af de mennesker, som har et problem med deres vrede, og det er så også, måske især, men også i trafikken, ikke? Og der kan vi jo se, når vi går ind og arbejder med det, så prøver vi at finde ud af, jamen den vrede der, hvor kommer det fra? Altså hvad er det? Hvorfor er det, du farer op i trafikken? Det er jo ikke kun fordi, ham der har en overhalet, fordi du har jo nok vred inden også. Ja, så du tænker, der ligger noget dybere bag. Der ligger noget dybere bag, men vi er så ikke i kontakt med det, når vi sidder der. Men så går vi ind i det, så viser det sig jo, at det er sådan nogle ting, som at der er sket nogen.
ting, som virkelig generer den her person, eller som den her person er frustreret, og også tit jo ked af, og som er smertefuldt. Det kan jo være, at man har oplevet noget voldsomt, altså at man er blevet forladt af en, man har holdt af, eller at man har oplevet et dødsfald, eller en ulykke, altså sådan nogle ting, som har vækket stærke følelser, og som man ikke har fået taget sig af, og forholdt sig til. Det sidder ligesom i systemet og i kroppen. Og når der så ligesom er en, der laver et eller andet, en overhaling, kører op bagi, dytter, giver fingeren, eller nogle af de her typiske ting, der sker i trafikken, når vi snakker vejrøret, så trigger det den her person, og så kommer alle de der følelser op, som ligesom har ligget på lager i situationen. Og som vi snakkede om før, så går de der primitive forsvarsmekanismer i gang, som splitting og produktion og acting out, altså det vil sige, så bliver det rettet den vej, det er. Alt det der, man har inde i sig, som man ikke har styr på, og man ikke har fået bearbejdet og snakket igennem med nogen, det bliver ligesom projiceret over på ham der, og så er det bare ham, der er
Jeg tænker også en anden situation, hvor du for eksempel i din, det er jo et eller andet sted afmagt, du sidder og beskriver, så i din afmagt, så kan du jo godt komme til at trykke noget hårdere på speederen, end hvad du egentlig burde gøre, fordi du bare er frustreret. Så sådan kan man jo også godt se det. Det er måske i den milde form, bare det er ikke op ad en vildevej, der lige har nogle småvørn, der render ud foran dig, men altså, der er det da trods alt lidt mere kontrolleret. Jo, der er de der forskellige niveauer i det, vi har også snakket om i starten, altså fra råb og fakta, og så til, hvor man ligesom er ude af bilen, og
og så til, hvor det ligesom går helt galt. Men det at køre aggressivt, det vi vil kalde aggressiv kørsel, altså lidt for hurtigt på speederne, hurtige opbremsninger ud og ind osv., det kan jo være nemt at være udtrykt for sådan, at der sidder noget frustration i kroppen. Det behøves ikke bare være, at man er travlt eller et eller andet. Det er også en kørestil, tror jeg, nogle gange, som vidner om, at der er noget dybere, der ligesom Jeg har også prøvet at være ude og køre med nogen, hvor det bare er stilen. Det er ikke, fordi personen er sur eller noget, men det er faktisk ubehageligt, når man sidder ved siden af. Men det er en helt anden snak. Men hvis der nu sidder nogen derude, er der så et råd, at du kan give dem? Det kan godt være, at der er nogen, som tænker, jeg har nok noget af det der vejræd. Men man har ikke lige lyst til at indrømme det, eller man er måske lidt flov over det. Hvordan kan man så... Er der et råd, du kan give dem i forhold til at søge noget hjælp? Eller bør de søge hjælp? Ja, det bør de jo, fordi det er jo ligesom
det er jo selvdestruktivt og destruktivt, altså både for en selv og andre. Og det er jo også, det kan også være vældig generende, det har jeg også hørt flere gange, for de pårørende, du var lidt inde på det lige før, altså det er ikke sjovt at køre med en, der sidder og giver fokfinger og råber, altså det er ganske ubehageligt og utrygt jo. Så det er jo også de andre ens pårørende, og dem man nu er sammen med, det går ud over, Og så kan det også gå ud over en selv, fordi det er jo det, der tit sker i vejvredet, det er jo den her eskalering. Altså at vi har den her situation der, som vi snakkede om før, at man sidder der i hver sin kabine, og så skyder den en, og så skyder man den tilbage, og så er krigen i gang. Og det kan jo også gå ud over, den der ligesom starter med at have vejvreden, kan jo også være den, der ender med at få knytnevnen i hovedet. Så det er et problem, man bør tage sig af jo.
Ja, i værste tilfælde kan det jo ende med, at man kører galt og måske risikerer at miste noget af sin familie. Det kan være, at du selv kommer helskendt igennem, det er jo uheld. Men du ved altså ikke, om dit barn, der sidder omme bagved, gør det samme. Så det kan være vældig alvorligt. Men det er rigtigt, at der er en barriere tit i forhold til det der med at søge hjælp generelt til psykiske vanskeligheder. Er det stadigvæk sådan lidt tabu, eller hvad? Ja, altså det tror jeg, det er for nogle mennesker i nogle miljøer og så videre, og der er altså... Der er jo en kønsfordeling i det her vej, hvor der er flere mænd, der ligesom får det her, eller som man så må sige, lider i vej, hvor der er kvinder. Det er der, viser statistikkerne. Det er også min erfaring her fra klinikken, at det er ikke kun en mandeting, men der er en skæv fordeling der, som der er så mange andre ting. Det kan være, at vores kryptiøs hjerne er lidt større. Ja, det kan være, ja.
Og det er også en tendens til, at mænd har svære ved at overvinde sig og gå i behandling for et eller andet psykisk. Så på den måde er der en sammenhæng. Men det stammer jo også helt tilbage fra gamle dage, hvor mænd ikke måtte tale om følelser osv. Så der kan jo godt være noget i ens opvækst, som man bærer i bagagen, som betyder, at det kan godt være, at du gerne vil, men du kan simpelthen ikke tale om følelser. Nej, det kan jo ikke være et nederlag eller et ansigt eller et eller andet. Og plus jo, det er det så ligesom, altså nu snakkede vi om, før der ligesom, de hele, altså, hvad skal man sige, for situationsspecifikke ting, er man stresset, har man travlt, hvad sker der osv.? Og så er der det der, vi snakkede om, hvad ligger der bag, hvad er der sket? Altså er man blevet vraget, er man blevet nydelig, er man ligesom på en eller anden måde blevet krænket i alvorlig grad, ikke? Og så under det, så ligger lige præcis jo, altså vores trauma og vores opvækst. Og det ved mennesker jo også, måske instinktivt,
delvis ubevidst, at hvis de kommer hen til sådan en som mig, så begynder jeg jo ligesom at spejle dem i det, og prøver at få nogle af de ting, der er op, så det kan blive bearbejdet og helet. Men det er jo ikke specielt nødvendigvis hyggeligt, lige mens det står på, og rart at kigge på. Og det gør jo også, at der er for nogen en generel modstand mod opsøgeterapi. Oplever man det, altså at det egentlig, så skal det starte med at blive værre, inden det bliver bedre, fordi du lige netop dykker ned i nogle af de der følelser, der går rundt? Jamen altså, det er jo blandet, fordi der er jo en forløsning i at komme ind til det, som egentlig der, hvor skoen trykker, men der er jo også en modstand på det samme tid. Så det er en dobbelthed. Altså, når en terapiproces, den går godt, så vil der være en spænding i rummet, hvor man kan mærke, at personen bliver mere og mere på en måde, altså, hvad skal vi sige, berørt af at nærme sig noget væsentligt, og som kan blive afgørende på en god måde, og samtidig mere og mere skræmt og mere og mere modstandsagtigt.
jo tættere man kommer på nogle af de ting. Så det er ikke så nemt at komme afsted, hvis det ikke kommer indenfra, eller hvis nødvendigheden ikke er så stor, at man kan mærke, at nu må man. Lad os sige, at kæresten er gået, fordi hun blev så træt af at høre på en, når man var ude at køre, at hun kunne ikke holde ud. Det er jo sådan en situation, der kunne få en person til at sige, okay, nu skal jeg fandme ikke gøre noget. Det duer jo ikke det her. Hvis jeg ikke kan have en kæreste, fordi jeg er vejrød. Ja, så går det ikke. Spændende, Mathias. Hvis det nu er sådan, at vi har nogle seere og lyttere af Bilpodcasten, som godt kunne tænke sig at få kigget lidt på deres vejræde, hvordan får de så kontakt til dig? Jamen altså, det gør de. Jeg har en hjemmeside, der hedder psykolog.dk, og der er man meget velkommen til at kigge ind, hvis man gerne vil tale om nogle ting. For eksempel vejræder, men selvfølgelig også andre. Og der er alle dine kontaktoplysninger? Der er de.
Og man behøver så ikke blive henvist, det er også bare direkte kontakt? Man kan komme direkte, ja. Hvis man har en lægenvisning, så er der jo noget tilskud fra det offentlige, men man kan altid også komme uden det her. Jamen ellers så tænker jeg, at nu er der ikke andet tilbage end at sige tusind tak, fordi du tog dig tid til det her, og gjorde os alle sammen klogere på vejvredet, og hvad det skyldes. Men det var en fornøjelse at møde dig. Ja, i lige måde. Tak fordi du kom forbi. Og så vil jeg sige tak til alle jer, der kiggede med her på bilpodcasten, og jeg håber, at I også fik med ud af det, ligesom jeg selv fik noget ud af det. Det har i hvert fald været virkelig interessant, og et sted, jeg i hvert fald ikke er vant til at bevæge mig, det er lidt mere ned i det psykologiske. Men jeg kan godt forstå, at du har taget uddannelsen, det lyder rigtig spændende. Men ellers så kig med på næste søndag på Bilpodcastens YouTube-kanal, eller lyt med på mandag. Ha' det godt, du. Vi ses.
