Episode Transcript
Har du lagt mærke til, at konceptbiler i dag ofte bare er næste års bil med lidt vild LED-lys og så et futuristisk ret? Men der var en tid, hvor konceptbiler var så vanvittige, at de nærmest ikke burde have eksisteret. Og det vilde er, at nogle af dem faktisk forudsagde fremtiden. Så hvad gik der galt? Hvad kan vi lære af de skørste konceptbiler nogensinde? Mit navn er Jacob. Velkommen til Bilpodcasten. Lad os blive klogere på nogle af de vilde konceptbiler sammen her i dag. Jeg starter med en af mine personlige favoritter, som blev bygget på et filmsæt i Hollywood. Og nej, det er ikke Batmobilen. Men inden jeg fortæller om den første bil, så vil jeg lige nævne, at den her episode af Bilpodcasten er sponsoreret af Auto Unique, som er en af mine venners virksomhed, der har specialiseret sig i at hjælpe virksomheder og private med at importere biler.
Jeg har anbefalt Auto Unique til flere familiemedlemmer og venner igennem tiden, og de har alle sammen været yderst tilfredse med den service, at de har fået fra Jens af. Og lige netop derfor har jeg accepteret, at Auto Unique kan være sponsor her på Bilpodcasten. Det er selvfølgelig også en bonus, at jeg nu bliver betalt for alle de timers arbejde, at der går med at lave Bilpodcasten og lave de her spændende og lærerige episoder, som både vores lytter og ser kan få gavn af. Jeg har lavet en QR-kode på videoen, som du kan scanne, eller et link, som jeg sætter ind nede i beskrivelsen på podcasten, som du kan bruge, hvis du skal have seriøs hjælp til import af en bil, dog ikke en konceptbil. Og så må jeg hellere komme tilbage på sporet til mit mest futuristiske valg i forbindelse med alle de her konceptbiler, vi skal kigge på nu. Forestil dig, at du kører 200 km i timen igennem en tunnel i Chicago.
Året det er 2035. Pludselig bliver du angrebet af robotter, der kravler over alt på din bil. Du rykker i rettet, men i stedet for at den drejer, så glider den nærmest sidelæns, som om at den svæver. Du kigger ned på din hjul, men der er ingen hjul. Der er kun fire blanke sølvfarvede kugler. Det var virkeligheden for Will Smith i filmen I, Robot. Men vidste du, at bilen, den legendariske Audi RSQ, faktisk var en ægte fysisk bil, som Audi byggede på rekordtid for at vise os fremtidens bilisme. Da instruktøren Alex Preuss rakte ud til Audi i 2004, der havde han en bizarre bøn. Jeg vil have en bil, der kører på kugler. Audi sagde ja, og så skabte den her version af bilen, som hedder RSQ-konceptet. Den lignede noget, der var stygt i et stykke flydende sølv. Men det handlede altså ikke kun om de her kugleformede hjul,
der lå bilen parkeret sidelands. Dørene var hængslet på C-stolpen, og de åbnede bagud og opad som vingerne på et insekt. Og indeni så man et cockpit, som lignede et kampfly med et yoghurt, der foldede sig væk, når bilen kørte selv. Det var visionen om den selvkørende elbil, 20 år før, at det blev en reelt debat i din lokale Tesla-gruppe. Men sandheden er, at selv om filmen lå som om, at bilen var elektrisk, og kørt på kugler, så gemte der sig helt almindelige gummihjul inde bag skærmene, og motoren var faktisk en brølende benzinmotor fra en Lamborghini Gallardo, der lå under det her futuristiske yder. Audi byggede den for at bevise, at de kunne eje fremtiden, og det virkede. For ser du på en RSQ-model i dag, så ser du faktisk fødselen af en legende. For uden RSQ,
der havde vi aldrig fået den Audi R8, vi kender og elsker i dag. Det var den mest moderne konceptbil, som jeg havde udvalgt til episoden i dag her på Bilpodcasten. Vi skal nu tilbage til 1953. Forestil dig at stå på biludstillingen i Torino. Folk går rundt i jakkesæt og kigger på firkantede, tunge biler med masser af krom. Pludselig bliver der helt stille. For i hjørnen, der står der noget, der ligner et rumskib. Der er landet der ved en fejl. Den har gigantiske indadbudede halefinder og en næse, der snærer asfalten. Og hjulkasser, der er helt lukkede. Det er ikke en bil, men det er et monster af metal. Det er en Bertone Bat 3. Og nej, det har intet med Batman at gøre. Eller har det? Bat, det står for Berlinetta Aerodynamica Technica.
Det var et samarbejde imellem Alfa Romeo og så designhuset Bertone. Missionen var simpel, men den var næsten umulig. Skab det laveste luftmodstandstal for en bil nogensinde. Designeren Franco Scaglione tegnede tre versioner over de næste tre år. Bat 3, 5 og 7. Han brugte ingen computer, kun sin intuition, og så observerede han, hvordan luften bevægede sig. Resultatet var enkelt. Intet mindre end imponerende, synes jeg. Bat 7 havde en luftmodstandskoefficient på svimlende 0,19 i CV-værdi. Til sammenligning har en moderne, toptunet Tesla Model S Plaid en værdi på omkring 0,20. Vi snakker altså om 1950'er-teknologi, der stadig kan give moderne elbiler baghjul på aerodynamikken. Det er fuldstændig vildt, og så så den endda relativt godt ud. Men det, jeg synes, der er mest genialt, det er, at bilerne var ikke bare til pynt. Under det vilde yder, der bankede i hjertet af en lille Alfa Romeo 1900-motor med 100 hestekræfter. Men fordi bilen skar igennem luften som en varm kniv igennem smør, så kunne den ramme næsten 200 km i timen, og det var fuldstændig uhørt dengang. De enorme finder bagpå stabiliserede bilen i sidevind og sørgede for, at luften slap ud
uden turbulens. Det var her bilindustrien lærte, at rækkevidde og fart ikke kun handler om hestekræfter, men om at vinde kampen imod vinden. Præcis den kamp, som alle elbilsproducenter kæmper i dag. BAT-serien beviste med andre ord, at vindmodstand er elbilens værste fjende, før elbiler overhovedet var en ting. Vi skal nu fra de smukke italienske linjer til noget, der ligner en blanding af en vaskemaskine og så et rumskib fra 1970'ernes tegnefilm kaldt The Jetsons. Mazda EX005 fra 1970. Prøv at lukke øjnene et øjeblik, og så forestil dig en bil. Du tænker sikkert på fire hjul, et ret og så nogle sæder. Men hvad nu, hvis jeg sagde, at fremtidens bil i 1970 lignede en gennemsigtig osteklokke på jul? hvor du styrede med et joystick i stedet for et ret. Vi befinder os på Tokyo Motor Show i 1970. Mazda ruller noget ud, der er så bizarret, at folk stopper op med åben mund og polyper. Den er kasseformet, den er lille, og den har fire pladser, der vender ryg mod ryg. Det er en Mazda EX005, og tro det eller ej, den var bygget til at løse præcis de problemer, at vi kæmper med den dag i dag.
EX005 var Mastas vision for den ultimative bybil. Men glem alt om kedelige benzinmotorer. Masta var og er forelsket i rotationsmotoren, altså vankelmotoren. I EX005 parrede de en lille rotationsmotor med en elektrisk generator. Det er vildt, ikke? Det her var en hybridbil i 1970. Rotationsmotoren kørte med konstante omdrejninger. for at lade batterierne op, mens elmotoren drev bilen fremad. Den havde endda et joystick placeret imellem de her fire forsæder, fordi alle sæderne var jo et forsæde, så hvem som helst kunne styre den. Og hjulene kunne dreje så ekstremt meget, at bilen nærmest kunne rotere på en tallerken. Perfekt til de tæt pakkede gader i Tokyo. Det mest fascinerende er dog måden, du sad i den på. Sæderne var arrangeret i en diamantformation, og passagerne sad med ryggen mod hinanden for at udnytte den minimale plads i den lille glaskabine. Jeg tænker, at alle i den her bil må blive rundtosset og køresyge. Men selvom bilen lignede noget fra en science-fiction-parodi, så ramte Mazda hovedet på sømmet. De forud så behov for kompakte hybridbiler og ekstrem manøvredygtighed i byerne, før begrebet Megacity overhovedet fandtes. EX05 blev aldrig produceret.
men det lagde grundstenen for Mastas evige eksperimentering med alternative drivlinjer, som vi i dag ser med deres Masta MX-30R EV, der også bruger den her rotationsmotor som rækkeviddeforlænger. Masta ville redde byerne med små glasklokker, men hvad sker der, når man går i den stikmodsatte grøft og lader en af verdens mest berømte designer få helt frie tøjler til at skabe en bil, der er så flad, at den kan køre under en parkeringsbombe uden at den åbner. Det her skete faktisk i virkeligheden. Da designeren Marcello Gardini kørte sin nyeste skabelse hen til Lancias hovedkvarter i 1970, vagterne troede simpelthen, at det var en UFO, der kom rullende. Bilen var kun 84 cm høj. Hvis du ikke allerede har gættet det, så var det en Lancia Strato Zero, at jeg taler om her. Og den er uden tvivl den mest radikale bil, der nogensinde er bygget.
Zero var ikke bare en bil, det var en geometrisk øvelse i kileform. Der er ingen døre i siderne. For at komme ind i bilen, så skal du løfte hele den gigantiske glasrude af, som udgør frontruden, og så træde direkte ind over instrumentbordet og ned i de læderbetrukne sæder, hvor du nærmest ligger mere ned, end du sidder op. Bag dig ligger en 1,6 liters V4-motor fra en Lancia Fulvia. Det lyder måske ikke af meget, men i en bil, der er bygget af ren dramatik og ingenting vejer, så føles det som om, at du er spændt fast til en raket. Instrumentbrættet var en sort glasplade til venstre for føreren med grønne digitale tal. Ren futurisme før computeren overhovedet var flyttet ind i vores hjem. Men Lancia blev inspireret. Lancia Stratos Zero var ikke bare en vild designøvelse. Det var loggermaden, der fik Lancia til at satse
Alt. Selvom konceptbilen her aldrig kom i produktion, så overbeviste den ledelsen om, at de skulle bygge en dedikeret rallybil ud fra den geometri. Resultatet blev den legendariske Lancia Stratas HF. Den bil, der endte med at dominere World Rally Championship og vinde tre titler i træk. Uden Zeros vanvittige former havde vi aldrig fået et af rallyhistoriens største ikoner. Den beviste, at man nogle gange skal bygge det umulige for at opnå det legendariske. Jeg springer lige fra det legendariske til noget, der bogstaveligt talt ligner en pyramide på hjul. En bil, der opstod, fordi en designer fik besked på at lave hvad som helst, og det tog han meget bogstaveligt. Forestil dig en bil, hvor taget ikke er større end et A4-ark. En bil, der er formet som en perfekt glat pyramide, og hvor du sidder præcis i midten, flankeret af to passagerer,
som om at du var kongen på en trone. Vi er nu tilbage i 1980. Citroën har ikke noget nyt at vise frem på biludstillingen i Paris, og derfor beder de deres designchef Trevor Fiora om at bygge noget vildt. Resultatet blev Citroën Karin. Det er nok den mest geometriske bil, verden nogensinde har set. Den ligner ikke noget, der kører på en vejbane. Den ligner noget, som burde stå på museet ved siden af de ægyptiske skatte. Karien var en total genfortælling af, hvordan en bil den indrettes. Fordi den er formet som en pyramide, er der ikke plads til to personer ved siden af hinanden foran. Derfor satte man førsædet i midten, og umiddelbart bag ved føreren satte man de to passagerer. Det gav føreren et uovertrøffende udsyn igennem den gigantiske glasflade foran og til siderne. Og rettet lignede simpelthen noget, der var taget direkte ud fra en Star Trek-serie.
Det var fyldt med knapper på selve navnet, så du aldrig behøvede at slippe grebet om rattet. Der var endda små skærme ved siden af instrumenterne. Ekstremt futuristisk for 1980. Forestil dig det, dengang var der jo ikke engang fladskærme. Kajen var dermed ikke et designstund, det var en undersøgelse af, hvordan man kunne skabe et maksimalt glasareal og en helt ny social dynamik inde i kabinen. Men bilen blev aldrig til noget. Kajen var en ren konceptbil, skabt udelukkende, for at stjæle overskrifter, og det lykkedes. Men kigger du godt efter på de Citroën-modeller, der umiddelbart kom herefter, som f.eks. en Citroën BX og en XM, så kan du se de skarpe linjer og den kompromilløse brug af glas gå igen. Det vildeste er dog, at Karin i dag oplever en renaissance i folks bevidsthed. Da Elon Musk rullede Teslas Cybertruck ud, der pegede rigtig mange på den lille Citroën-pyramide fra 1980'erne som inspirationskilde.
og jeg er da faktisk tilbøjelig til at give dem ret. Kajen lærte os, at man godt må bryde alle reglerne for symmetri og form for at skabe noget, man aldrig glemmer. Cisring Kajen var lille, meget markant og kantet, men den sidste konceptbil, jeg har fundet, er noget af det største og mest forunderlige koncept, jeg til dato har set, og den er absolut ikke lille. Vi skal nu se på en bil, der bogstaveligt tal er to biler i én. Det er den ultimative Schweizer kniv fra 1990'erne, som var 30 år forud for sin tid, når vi taler om fleksibel mobilitet. Jeg taler her om den vildeste skilsmissebil. Har du nogensinde prøvet at bakke din bil ind i indkørselen, og så ønske, at du bare kunne knipse med fingrene, og så gøre den halvt så stor, så den var nemmere at parkere for eksempel? I 1990'erne byggede Chrysler en bil, som kunne præcis det. Der skulle dog lidt mere til, end bare lige knipse med fingrene for, at den skilt sad.
Bilt, jeg taler om her, er en enorm familiekontainer med plads til otte personer. Men når ungerne var sat af i skolen, så kunne du trykke på en knap, og så køre den bagerste del af bilen af, og derefter trille videre i en lille bybil med tre sæder. Det lyder måske som noget fra en Transformers-film, men det var virkeligheden i Chrysler Voyager 3. Bilen kunne bogstaveligt talt deles i to, og dermed var det den ultimative skilsmissebil. Voyager 3 var et teknisk hvideunder og et mareridt. Den bestod af et lille frontmodul, altså bybilen, og så en bagvogn, der fungerede som en trailer, men som forsøgte at se ud som om, at den var en integreret del af bilen, når de var koblet sammen. Det vilde er, at begge dele havde deres egen motor. Den lille bybil foran kørte med en 1,6 liters motor, men når du koblede bagvognen på, blev dens egen motor også aktiveret.
De to motorer blev synkroniseret elektronisk, så du pludselig havde en fyrhjulstrukken supervane. Chrysler tænkte nemlig på derværende tidspunkt, at folk i fremtiden ville have én bil, der kunne det hele. Men uden at de skulle slæbe rundt på tomme sæder resten af dagen, og uden den ekstra vægt til hverdag. Og hvorfor ser vi så ikke dem hos den lokale brugtvognsforhandler i dag? Det var fordi, at det var så vanvittigt dyrt og kompliceret at få de her to separate biler til at snakke sammen og bremse i takt. Men ideen døde i princippet aldrig. I dag taler elbilsproducenter om modulære platforme. Og vi ser koncepter, hvor man skifter hele karosseriet ud på en elektrisk bund. Voidia 3 var dermed den skøre onkel til den moderne, fleksible og skalerbare elbilplatform. Vi har i dag rejst fra Hollywoods kugleformede hjul i 2035
50'ernes ekstrem italienske vinger og 90'ernes delebiler. Det føles måske som ren underholdning, men prøv at tænke over det her. Hver eneste gang en designer har tegnet en streg, der har virket lidt for bizarre, eller en ingeniør har foreslået en motor, der kørte på nærmest ingenting, så har det flyttet grænser for, hvad vi kører rundt i i dag. Når du ser på en moderne elbil i dag, så ser du på fragmenter af Alle de tossede idéer, der har været igennem tiden. Aerodynamikken fra en batone bat er det, som giver dig 50 km længere rækkevidde på motorvejen. Hybridteknologien fra den lille Mazda glasklokke er den, der gør din hverdag mere økonomisk, hvis du har en hybridbil. Og de vilde skærme i kabinen, de startede som en lysende drøm i Citroën-pyramiden fra 1980. Konceptbiler er ikke bare pynt på biludstillinger.
De er på en måde bilindustriens vanvittige blærerøvsprojekter, hvor man tør fejle, så vi kan få de rigtige løsninger i fremtiden. Selvom vi aldrig fik en bil, der kan deles i to midt på motorvejen, så fik vi forståelsen for, at en bil skal kunne tilpasses vores liv og ikke omvendt. Det vigtigste, vi kan lære af konceptbilerne, er, at fremtiden aldrig er skrevet i sten. De viser os, at bilisme handler om mod. Mod til at tænke nyt. Mod til at provokere. og mod til at drømme om noget, der er bedre, sjovere eller bare flottere end det, vi har i dag. Den næste store revolution i din elbil starter sandsynligvis med en idé, som vi sidder og griner af lige nu. Har du selv nogle konceptbiler, som du synes enten er helt vildt fantastiske, eller bare er det mest mærkelige, du nogensinde har set på jul, så skriv endelig en kommentar i kommentarsporet på vores YouTube-kanal. Jeg er virkelig spændt på at se, hvilke biler du kommer til at tænke på.
Husk, at fremtiden er lige om hjørnet, og den ser sandsynligvis vildere ud, end vi overhovedet kan forestille os. Tak fordi du lyttede eller så med til den her konceptepisode af Bilpodcasten. Vi ses derude. Kan du have en knaldhammerende god dag.
