Episode Transcript
Det er vildt nok, ikke? Vi har en amerikansk præsident, som overhovedet ikke gider elbiler eller klimapolitik. Og så alligevel er der virksomheder, som går forrest i den her bæredygtige omstilling. Men tro mig, det er altså fordi, der ligger en rigtig god forretning gennem de muligheder. Og det kommer jeg til at fortælle dig om og gøre dig klogere på i den her episode af Bilpodcasten. Forestil dig, at det her spildevand fra olieindustrien, ja, det sorte guld, pludselig bliver nøglen til elbilernes fremtid. Det er præcis det, der er ved at ske i Texas lige nu. I dag tager jeg jer med til Premium Basin, hvor en amerikansk virksomhed er i gang med noget, der kan ændre spillereglerne for batteriproduktionen fuldstændig. Velkommen til Bilpodcasten. Mit navn er Jacob, og i dag skal vi tale om, hvordan olieindustriens største problem kan blive elbilerens redning. Men lad mig starte med den ubehagelige sandhed. Vi har et kæmpe litiumproblem.
Mens bilproducenterne pumper flere og flere elbiler ud på markedet, så vi alle sammen kan være mere grønne, i hvert fald her inden 2035, så står vi over for en forsyningskrise, der kan være med til at bremse hele den her grønne omstilling. Tallene viser faktisk, og det er ret skræmmende, at USA alene forventer at mangle over halvdelen af det her litium, som de har brug for allerede i 2030. Og det er altså kun fem år ude i fremtiden. Samtidig så producerer den amerikanske olie- og gasindustri over 1 billion, altså 1000 milliarder gallons spildevand hvert eneste år. Og det her vand er noget af det, der kommer op fra jorden sammen med olien, og som normalt bare er et kæmpe miljøproblem. Men hvad nu, hvis jeg fortæller dig, at det her spildevand indeholder nok litium til at dække mere end halvdelen af USA's fremtidige behov? Ja, det lyder jo næsten for godt til at være sandt.
Og indtil for nylig, der var det også bare en teori. Men fakta er, at den amerikanske olie- og gasindustri producerer så meget spildevand årligt, som anslået indeholder 250.000 tons litiumkarbonat. Altså det her stof, som vi kommer til at mangle i batterierne, og som Kina har utrolig meget af i deres undergrund, eller i hvert fald får importeret, fordi de har mulighed for at bearbejde det. Her, der kommer virksomheden 3. eller element 3 inde i billedet. De har udviklet en teknologi, som kan trække batteritium-grade litium, altså litium i så høj kvalitet, ud af det her spildevand, så det kan bruges direkte i elbilsbatterierne. Og det her er altså spildevand, som olieindustrien alligevel skulle håndtere. Og det vilde er, at de starter produktionen allerede inden udgangen af 2025, altså om få måneder, mens andre litiumprojekter, også i USA,
stadigvæk er i planlægningsfasen, eller er flere år væk fra at producere noget som helst, så shipper Element 3 deres første kommersielle leverance før nytår. Det er altså en vild nyhed, og utroligt, at det er gået under mine retter. Jeg har først opdaget det nu her. Men hvordan kan det være, at de er så hurtige? Og hvorfor har de ikke gjort det før? Svaret ligger simpelthen i deres tilgang. I stedet for at skulle bruge årvis på at få tilladelser til nye miner, finde jord, grave huller, eller bygge helt andre faciliteter, så bruger Element 3 eksisterende infrastruktur fra olieindustrien. De har allerede rørene, de har allerede adgangen til spildevand, og de har allerede et anlæg, som kan konvertere det her litium til litiumkarbonat, altså det færdige produkt, som batteriproducenterne skal bruge. Og nu tænker du måske, ja ja, okay Jacob, det lyder altså ekstremt effektivt, men er det overhovedet bedre for miljøet? Og det er faktisk
Der er historien, den bliver rigtig interessant. Traditionel litiumminedrift. Det er ikke specielt miljøvenligt. Enten så graver man gigantiske huller i jorden. Vi taler altså om miner på størrelse om små byer. Eller også så pumper man saltlage op i enorme bassiner ude i ørkenområder, hvor det skal fordampe i månedsvis og ofte årvis. Det kræver sindssyge mængder af færskvand i områder, hvor vand i forvejen er en knap ressource. og så skal alt det rummateriale transporteres halvvejs rundt om jorden for at blive forarbejdet. Element 3's metode kræver ingen nye udgravninger, den kræver ingen fordampningspladsinger, den kræver ingen store mængder færskvand. De tager bogstaveligt talt affald, altså spildevand, som olieindustrien alligevel skal håndtere og gøre det til en værdifuld ressource. Det er som at slå to fluer med ét smæk.
og du hjælper med at rense spildevandet, og så skaber du en indlandsk litiumforsyning uden den massive miljøpåvirkning fra traditionel mindrift. Og fordi det hele sker i Texas, så behøver den færdige litium ikke at fraktes halvvejs rundt om jorden, altså fra Sydamerika eller Australien, og det reducerer de her enorme transportemissioner. Men lad os lige zoome ud et øjeblik og se på det store billede. for der er endnu en dimension her, som er supervigtig, nemlig geopolitik. I dag dominerer Kina nærmest fuldstændig forsyningskæden for de her litiumbatterier. De kontrollerer omkring 80% af verdens batteriproduktion. Selv litium, der udvendes i Australien eller Sydamerika, sendes ofte til Kina for at blive forarbejdet. Og det er jo fordi, at de har teknologien til det, og de kan som regel gøre det billigere. Det gør hele Vesten ekstremt afhængig af,
en nation får en kritisk komponent til den grønne omstilling. Derfor er den her nyhed altså bare helt enormt vigtig. USA og potentielt Europa, de kan få adgang til litium direkte fra eksisterende oliefelter. Pludselig så har vi altså en helt anden forsyningssikkerhed. Element 3's CEO, Hood Whitson, siger ret direkte, vi bygger amerikansk litium-uafhængighed helt fra bunden. Og det er ikke kun USA, Hvis den her teknologi kommer til at virke, og det tyder alt altså på, at den gør, så kan den skaleres til andre olieproducerende regioner, måske endda Nordsøen. Det kunne give Europa en helt anden position i forhold til det her globale batterires. Investorerne tror i hvert fald på det. En af hovedinvestorerne, Joshua Petucci, siger, at Element 3 kan blive en af USA's top 3 indlandske litiumproducenter inden for de næste tre år. Tre år?
Det er altså helt vildt ambitiøst. Så hvis man er ude og spekulere i aktier, så kunne det godt være, at man skulle prøve at kigge lidt i deres retning, hvis de overhovedet er på aktiemarkedet. Det har jeg altså ikke undersøgt. Men selvfølgelig er der altså også udfordringer her. For det første skal teknologien bevise sig selv i en stor skala. En ting er at få det til at virke i et pilotanlæg. Noget helt andet er at producere i kommersielle mængder år efter år efter år. For det andet er spørgsmålet om mængden. Ja, Det kan godt være, at der er litium nok i det her amerikanske oliefelt spildevand til at dække over halvdelen af USA's behov i 2030. Men hvad så med resten? Og hvad sker der efter 2030, når behovet stiger endnu mere? Og så er der den ironiske vinkel. Løsningen er afhængig af, at olieindustrien fortsætter med at producere olie. Så længe der bores efter olie, så kommer der spildevand. Men hvad sker der, når man på et tidspunkt udfaser olien?
jamen så forsvinder den her litiumkilde jo også. Der er i hvert fald noget, at man skal kigge på der, og så måske bearbejde på en anden måde til den tid. Det er nærmest som en overgangsløsning, altså en brug mellem den fossile og den elektriske tidsalder. Olieindustrien hjælper utilsigtet med at finansiere muligheden for at skabe sin egen afløser. Det er der jo nærmest noget poetisk over, synes jeg. Men lad os se fremad. Hvis element 3 lykkes, så ser det faktisk ret lovende ud. Det åbner i hvert fald dørene for noget meget større. For det første kan det være med til at fremskynde elbiladaptionen markant, især på markedet i USA. En af de største flaskehalser lige nu er netop batteriproduktionen og litiumforsyningen. Med en pålidelig indlands kilde til litium kan amerikanske batteriproducenter skalere hurtigere. For det andet kunne det også være med til at presse priserne ned,
Traditionel litium-minedrift er dyrt, både i dollars, men også i tid. Element 3 hævder, at deres metode koster altså kun en brygdel af omkostningerne. Hvis det holder, så kan det også gøre elbilsbatterierne noget billigere end de er i dag, og de er jo i forvejen nedadgående i priser. For det tredje, og her bliver det måske nok mest interessant, det er, at det kan inspirere til lignende projekter andre steder. Der er forskning i gang på at udvinde litiumfrag, geotermiske kilder, altså fra havvand og nu også fra oliefeldspildevand. Måske er fremtiden ikke gigantiske litiumminer, men derimod mange mindre og decentrale kilder, der kan bidrage til den her forsyning. Der er også et andet spændende projekt i gang fra virksomheden Alkali, der arbejder med et lignende anlæg, og det forventes at kunne starte i begyndelsen af 2026. Så vi taler altså ikke om et ensomt projekt her, der er altså flere projekter i gang,
Og det betyder også, at konkurrencen kommer til at fremskynde processen på de her projekter, for man vil jo gerne være den første til at komme på markedet. Men hvad betyder alt det her for dig og mig? Og hvad med fremtidens bilisme? Jeg tror, at vi er ved at se en begyndelse på en fundamental ændring i, hvordan vi tænker på ressourcer. I årtier har vi tænkt linært. Du udvinder råstofferne, du bruger dem, og så er de bare væk. Men her ser vi et perfekt eksempel på cirkulær tænkning. Et affaldsproblem fra én industri, det bliver altså løsningen på et forsyningsproblem i en anden industri. Og det kan jeg virkelig godt lide. Det er også en påmindelse om, at den her grønne omstilling ikke er sort-hvid. Det er ikke bare fossil er dårligt og elektrisk er godt. Virkeligheden er meget mere nuanceret. Her bruger vi infrastrukturen og biproduktet fra olieindustrien til at accelerere den her elektriske revolution, som vi kigger ind i lige nu. Det er komplekst.
Måske endda lidt paradoxalt, men det er også enormt pragmatisk. For os i Danmark og Europa, der betyder det forhåbentlig mere stabile priser på elbilsbatterier og en større forsyningssikkerhed. Selvom denne specifikke teknologi er i USA lige nu, så påvirker det det globale marked for lithium. Og måske ser vi lignende projekter i Nordsøen på et tidspunkt. Jeg håber, at nordmændene kigger og lytter med lige nu. Det store spørgsmål er selvfølgelig, virker det? Om tre måneder, når element 3 shipper deres første kommersielle leverance, så får vi et svar. Og hvis det gør, så kan vi altså vel og mærke være vidne til en af de mest overraskende vendinger i historien om den grønne omstilling. Altså at den sorte industri hjælper med til at føde den grønne fremtid. Det er da intet mindre end fantastisk. Så vi bør nok holde øje med Texas i de her kommende måneder, for det her kan altså gå hen og blive stort.
virkelig stort. Hvad tænker du? Er det her fremtidens måde at skaffe litium på, eller er det bare en kortvarig overgangsløsning, som jeg var lidt inde på her i episoden? Det må du meget gerne skrive nede i kommentarsbordet på vores YouTube-kanal, men husk den gode tone, fordi her på Bilpodcasten, der skal der altså være plads til alle holdninger og synspunkter. Det er bare vigtigt, at vi taler pænt. Hvis du kunne lide den her episode, så del den meget gerne med andre, der også har interesse for fremtidens bilisme eller den grønne omstilling. Vi ses om nu. Ha' det godt så længe.
